Buddha historie

Buddha, (sanskrit ‘den vakte, oplyste’), ca. 560 f.Kr. – 480 f.Kr., buddhismens grundlægger. Buddhas egentlige navn er Siddhartha Gautama (sanskrit; pali Siddhattha Gotama); ofte benævnes han blot ved familienavnet Gautama. En anden hyppigt anvendt benævnelse erShakyamuni ‘vismanden fra Shakyaslægten’. Buddha er ikke et egennavn, men en ærestitel, som Gautama kunne smykke sig med, da han ifølge traditionen i sit 35. år opnåede den endelige erkendelse under botræet i Bodh Gaya.

Der er forskellige meninger om, hvornår Buddha levede. Buddhisterne på Sri Lanka og i SØ-Asien er af den opfattelse, at han levede 623-543 f.Kr. De fleste vestlige forskere sætter hans levetid til omkring 560-480 f.Kr., og endelig anslår nogle moderne buddhologer hans død til at ligge 80-100 år senere. Alle er imidlertid enige om, at Buddha blev 80 år gammel.

Der findes ingen fuldstændig Buddhabiografi, som går tilbage til de ældste buddhistiske samfund, og de skriftlige eller arkæologiske kilder, der kan kaste lys over Buddha som historisk person, er meget sparsomme. Ud fra spredte passager i de ældste kanoniske tekster kan man med rimelig sandsynlighed fastslå, at Buddha var af adelig herkomst. Han stammede fra den fornemme Shakyaslægt, der havde hjemsted i Himalayaområdet i den sydlige del af det nuværende Nepal. Et par hundrede år efter Buddhas død rejste kongAshoka en stensøjle på det sted, hvor han ifølge traditionen blev født.

Buddha levede et liv i luksus, ægtede i en ung alder en pige fra sin egen slægt og fik en søn. Da han var omkring 30 år gammel, indtraf der et vendepunkt i hans liv. Han indså forgængeligheden i den menneskelige tilværelse. Den alderdom, sygdom og død, som mennesket er underkastet, er lidelse, og han besluttede at opgive sit verdslige liv for at finde en mening med tilværelsen. Buddha levede en årrække som omvandrende asket og fremsatte en ny lære, som han gennem en menneskealder udbredte, idet han vandrede fra sted til sted. Han indstiftede en munke- og nonneorden. Da Buddha døde, blev liget brændt, og hans jordiske rester blev fordelt blandt slægtninge og rige velyndere, der rejste relikviehøje, stupaer, over dem.

Det sammenstykkede og meget ufuldstændige billede, som filologen eller religionsforskeren kan give af den historiske Buddha, er ikke tilfredsstillende for en buddhist. Buddhisten lytter hellere til de legendariske beretninger i de senere Buddhabiografier om Buddhas forunderlige undfangelse og fødsel og hele livsforløb. Det vides ikke, hvornår de første egentlige biografier er blevet til, men de ældste dele af de overleverede er fra begyndelsen af vor tidsregning. Fra omkring 400-t. e.Kr. stammer theravadaskolens Nidanakatha, dvs. indledningen til kommentaren til Jataka, et kanonisk værk om Buddhas tidligere eksistenser. Buddhabiografierne beskriver ikke blot den historiske Buddhas jordiske levnedsløb, men sætter ham også ind i en mytologisk ramme.Buddha Gautamas forkyndelse er ikke et isoleret fænomen; før ham har der i andre tidsaldre været andre buddhaer, der forkyndte nøjagtig det samme budskab. Biografierne opregner navnene på flere af Gautamas forgængere, ligesom der i fremtiden vil komme nye buddhaer. Gautamas efterfølger hedder Maitreya (sanskrit; pali Metteya). Han lever nu som en kommende buddha, en bodhisattva, blandt guderne i Tushitahimlen.

I de ældste hinayanaskoler forekommer kun et begrænset antal buddhaer. De optræder aldrig samtidig, men hver tidsalder har sin egen buddha. I mahayana består kosmos af uendelig mange verdener med hver sin buddha, dvs. at der samtidig i Universet eksisterer utallige buddhaer, der bestræber sig på at frelse myriader af levende væsener i hver sin verden. Baggrunden for den divergerende opfattelse af buddhaskikkelsen skal søges i de gamle hinayanaskoler, der brød med de ortodokse skoler. Spekulationer i de heterodokse hinayanaskoler om en buddhas væsen udvikledes i mahayanabuddhismen til læren omtrikaya, buddhas tre aspekter, hans tre legemer. 1. Dharmakaya, ‘lærens legeme’, omfatter den lære, som alle buddhaer har forkyndt. Dette legeme er tingenes egentlige væsen, det er uendeligt, evigt og absolut. 2. Sambhogakaya, ‘nydelsens legeme’, er den skikkelse, som en buddha viser sig i for bodhisattvaerne i de himmelske verdener. 3. Nirmanakaya, ‘forvandlingens legeme’, er den skikkelse, som en buddha antager, når han viser sig for menneskene på Jorden for at forkynde læren. Den historiske Buddhas eksistens betvivles ikke i mahayana, men han træder som regel i baggrunden til fordel for andre buddhaskikkelser, der opnår en guddommelig status. Den betydeligste er utvivlsomtAmitabha, der hersker i det vestlige paradis, Sukhavati ‘det lykkelige land’, en mellemstation på vejen til nirvana. Ved at ære Amitabha i from hengivenhed genfødes man i Sukhavati. Endvidere spiller Vairocana en betydelig rolle i mahayana. Han optræder ofte sammen med Amitabha og tre andre buddhaer som de fem såkaldte meditationsbuddhaer (dhyani-buddha). Nogle skoler opfatter i den forbindelse Vairocana som en urbuddha,adibuddha, det absolutte, Universets ophav.

I tantrisk buddhisme dyrker man i det store og hele de samme buddhaer som i mahayana. Her opfattes de imidlertid symbolsk og tjener som meditationsobjekter. Hver buddha i den tantriske mytologi forsynes med en kvindelig modpart, en prajña.

Legenden om Buddha..
Ifølge Buddha-legenden blev Siddharta født omkring 560 år før vores tidsregning på grænsen mellem det nuværende Nepal og Indien. Stedet, der ligger ved foden af Himalaya-bjerge, er i dag en del af det napalesike lavland. ved byen Lumbini. Dengang bestod området af mange små kongedømmer, der konkurrede om den regionale magt. Siddharta blev født som det første og eneste barn i en sådan kongefamilie. Hans forældre havde gennem mange år forgæves forsøgt at få børn, så da han blev født, bragte det stor glæde.

   Tre lærde mænd blev kaldt til paladset i Kapilavastu for at lave en forudsigelse om kongesønnen. De var alle meget imponerede over det nyfødte barn og var alle tre eninge: Hvis han ikke oplevede verdens lidelser ville han bliveen stærk og sejrrig konge, der overvandt andre kongeriger. Opdagede han derimod livets begrænsinger, ville han blive en åndelig leder, der bragte ny indsigt til menneskeheden.

    Buddhas forældre tilhørte krigerkasten og var ikke interesserede i en åndelig eller filosofisk søn. De ønskede en stærk arving, der kunne bringe slægten ære og føre kongedømmet videre. Derfor besluttede de sig for at skjule alle ubehagelige sider ved livet for Siddarta og give ham et beskyttet opvækst i luksus.

   Siddharta voksede op og levede et overdådigt liv uden at kende til verden uden for paladsets mure. Først da da han som 29-årig var uden for paladset, opdagede han lidelse fandtes: for først gang i hans liv så han en syg mand, en gammel mand og en død mand.

   Han tænkte over de tre mændes tilstand og blev klar over, at sygdom, alderdom og daød er moget, der sker for alle. han forstod at alt det, han elskede i denne verden, ville han før eller siden miste.

   Siddharta blev ryrtet i sin iopfattelse af verden og forstod, at han ikke kunne basere sin lykke på det behagelige liv som prins. hverken rigdom eller luksus, lærdom eller uddannelse kunne bringe ham varig glæde, for ingen af delene kunne han tage med i graven. hverken han eller hans elskede kone kunne give hinanden vedvarende lykke, for på et tidspunkt måtte de skilles.

   Siddharta forstod at alt i verden er forgængeligt. Han forstod også , at knytter man sig til noget forgængeligt, vil man opleve lidelse. Han øndskede ad hele sit hjerte at finde en lykke, som ikke forsvandt, og som alle kunne opleve, men vidte ikke, hvor og hvordan han skulle finde den. 

   Næste gang Siddharta begav sig uden for paladsets mure, så han en mand i dyb meditation. Siddharta følte stor ro i hans nærhed og fornemmede, at denne mand havde en viden om livet, andre mennersker ikke havde.

   Siddharta besluttede sig sig for, at han ville søge efter det, der lå ud over sygdom, alderdom og død. han forlod paladset, sin familie og sine venner uden at sige noget til nogen. Siddharta vandrede derpå ud i de store skove i Nordindien. Han skar sit lange hår af og skiftede sine prinseklæder ud med simpelt tøj. I skoven mødte han datiden åndelige mestre, der levede i det fri blandt de vilde dyr. Igennem de næste seks år lærte Siddharta alle tidens forskellige filosofier at kende. Han forsøgte gennem askese og lignende metoder at opnå en lykke, som aldrig forsvandt igen. Han fulgte alle gode råd og afprøvede alt det, han lærte. 

   De forskellige metoder gav forskelligt resultater, men førte ham ikke til det øndskede mål. Han kunne meditere flere dage i træk og opleve stor glæde, men det varede ikke ved: Når han stoppede med at meditere, forsvandt glæden igen.  

   I en lang periode levede han ifølge legenden af kun ét riskorn om dagen. han bleb til sidst så afkræftet, at han en dag faldt i en flod og var ved at drunkne. Alle sindets slør faldt bort, og han oplevede nu verden helt klart. Han så, at hans opfattelse af at være menneske, der var forskelligt fra andre var uvirkelige. Han forstod , at den måde han selv havde levet på, og den måde andre mennesker levde på, var som en drøm. Vågnet af denne drøm oplevede han nu verden, som den virkelige var, uden nogen form for begrænsninge. 

   Han havde ikke længere nogen tilknytning elles modvijle til ting eller mennesker omkring ham, og han tog derfor ikke noget personligt. han så, at alle væsner har buddha-natur, men at de ikke selv er klar over det. han fir derfor medfølelse for alle levede væsner. Siddharta var dermed blevet en oplyst, en Buddha.