Buddhisme

En religion uden gud?
Buddhister har ingen gud på samme måde som kristne, jøder og muslimer. Der er ingen skabergud og ingen almægtig herre, der bestemmer livets og universets gang

Buddha og buddhistiske tænkere har på forskellig vis udtrykt, at guder ikke er reelle, men at de blot er illusioner ligesom så meget andet i universet. Derfor er der også mange, der har kaldt buddhismen for en ateistisk religion, dvs. en religion uden guder. Og derfor har man haft svært ved at definere buddhismen som en religion, fordi troen på en gud i vores protestantiske kultur har været central for forståelsen af begrebet religion.

Buddha var for mange buddhister blot en historisk person, et forbillede, men de fleste buddhister betragter ham også som en stadigt levende eller i det hinsides fungerende kraft, hos hvem man kan søge hjælp og beskyttelse. Denne kraft kan man modtage ved at tilbede eller ofre til Buddha og dennes repræsentationer (stupaer, statuer, etc.). For mange fungerer Buddha faktisk som en “gud”.

Hvem er buddhister?

Mange japanere siger, at de ikke er religiøse. Alligevel går de hen på shintohelligdommen en gang i mellem for at købe en ny amulet, eller de kommer med millioner af andre japanere for at fejre nytår eller deltage i sommerens religiøse festivaler. De tager også på buddhistisk tempel for at besøge deres forfædres grav, og det er helt sikkert, at de selv en gang vil få en buddhistpræst til at afholde ritualer, når de dør, så de som gode buddhister kan få et godt efterliv.

Tilsvarende er der også flere danskere, der ikke kalder sig buddhister, men som bruger buddhismen. De mediterer, læser bøger om buddhisme, lever på mange måder efter buddhistiske idealer. Omvendt er der også mange asiater, der aldrig har prøvet at meditere og stort set intet kender til buddhistisk lærdom. De beder og ofrer til Buddha hver dag. Ingen ville nogensinde betvivle, at de var gode buddhister.

Buddhister er bare mennesker

Det kan være svært at identificere en buddhist. Bortset fra de karakteristiske munkeklæder og munkenes kronragede isser ser buddhister ikke specielt genkendelige ud. Som regel er de faktisk helt almindelige mennesker, der som én blandt andre af livets fænomener har taget religionen til sig. For nogle betyder buddhismen meget, for andre er det noget, man opdrages til, lige som ris og respekt for de gamle. Det er derfor også svært at sætte tal på, hvor mange buddhister, der findes.

Tilflugten

Mange vil sige, at en buddhist er en, der har “taget tilflugt” i buddhismens tre juveler, dvs at man bekender sig til Buddha, læren (dharma) og munkenes klostersamfund (sangha). Det er en slags “trosbekendelse”, hvor man viser, at man ærer og respekterer buddhismens grundelementer – og at man selv forsøger at være en god buddhist. En anden rituel bekendelse til buddhismen er det at “tage forskrifterne”. Man lover at forsøge at overholde fem leveregler for lægmandsbuddhisten, nemlig at man ikke vil slå ihjel eller skade andre væsener, stjæle, begå utroskab, lyve eller indtage alkohol. Disse “forskrifter” må man selv holde justits med, i modsætning til munkenes mere strikse regler, der kan indebære formaninger og i værste fald udstødelse af munkeordenen. Såvel munkenes indoptagelse i klosterlivet som lægmandens “konfirmation” ved at tage tilflugten fungerer som et overgangsritual, og man får ved den lejlighed et specielt buddhistisk navn, som bruges i religiøse sammenhænge. Ofte er både tilflugten og forskrifterne dog del af almindelige buddhistiske ceremonier som recitations-formularer, som man derfor siger mange gange i sit liv som buddhist.

Vestlige buddhister

Vender man blikket mod Vesten, bliver billedet ikke mere entydigt. Mange har taget tilflugt til buddhismen, men endnu flere er i en eller anden forstand bare inspireret af buddhismen eller dyrker buddhistisk meditation, uden nødvendigvis at kalde sig selv for “buddhist”. I mange lande kræves det, at man ikke kan være medlem af mere end en anerkendt religiøs organisation – herhjemme skal man melde sig ud af Folkekirken for at være medlem af en af de godkendte trossamfund. Mange forbliver kristne, men betragter sig som buddhister eller “bruger” aspekter af buddhismen.

Blød buddhisme

Disse definitionsproblemer er naturligvis ikke unikke for buddhismen. Men mange har påpeget, at buddhismen er en mere “blød” religion end fx kristendommen eller islam, der lægger mere vægt på doktriner og religiøs eller institutionel tilknytning. Man kan sige, at buddhismen i højere grad er en “praksis-vej”, man selv går på, og som man selv er med til at definere bredden af. Det er på sin vis rigtigt, selvom også moderne buddhisme er afhængig af at få defineret deres medlemsskare for blandt andet at få den nødvendige materielle og økonomiske gevinst (også buddhistmunke skal brødfødes) som medlemskab (og skattefordele) giver.

Hvad vil det sige at være mahayana-buddhist eller theravada-buddhist?

Kigger man sig rundt i Asien eller hos de få buddhistmunke herhjemme, vil man lægge mærke til, at de ser forskellige ud. I Sydøstasien går munkene med gule, brune eller orange munkekutter på, ved Himalaya-bjergene er de mørkerøde, i Kina og Vietnam er de grå og i Japan er de fleste sorte. Nogle steder ser man buddhistpræster med kone, børn og familiebil, andre steder isolerer enkelte seriøse munke sig for perioder med konstant meditation og stilhed.

Theravada og mahayana

Buddhister er naturligvis forskellige, fordi de er mennesker ligesom alle andre. Men de tror og praktiserer også forskelligt efter hvilken form for buddhisme, de tilhører. Der er tusindvis af buddhistiske sekter rundt omkring i verden, men man taler om to hovedretninger, nemlig mahayana (det store fartøj) og hinayana(det lille fartøj), sidstnævnte et nedsættende ord brugt af de mahayana-buddhister om theravada (de ældste) buddhisterne. Theravada-buddhismen er mest udbredt i Sydøstasien og mahayana-buddhismen i Nord- og Østasien.

Selvom de forskellige former for buddhisme gennem historien har givet anledning til splid, har mange specielt i moderne tid forsøgt at samle trådene til en fælles buddhistisk verden, som f.eks iBuddhisternes Verdensforbund.

Buddhas tre kroppe

Men en bodhisattva kan også være et himmelsk væsen, der venter i “mellemposition” som en medfølende skikkelse, der kan manifestere sig fysisk. I nogle mahayana-ideer taler man endog om, at Buddha har tre forskellige naturer eller kroppe. En fysisk, som manifesterede sig som den historiske Buddha, en himmelsk og transcendent krop, nærmest et kosmisk princip. I Østasien ser man mange bodhisattvaer og himmelske buddhaer, medhjælpere og aspekter, der tilsammen udgør de øvre lag af den store buddhistiske familie.

Buddha-natur

Man taler i mahayana-buddhismen også om alle menneskers iboende buddha-natur. Vi er alle buddhaer, eller har kimen til det – vi ved det bare ikke. Frem for at fokusere på lidelsen og vejen ud af lidelsen, er ideen om buddha-naturen en mere positivt formuleret vej. Og en ide, der naturligvis af theravada-buddhister er kritiseret for ikke at være særlig buddhistisk, da buddha-natur meget let bliver identisk med ideen om en permanent “sjæl”.

Hjerte-sutraen

Hjerte-sutraen er en kort tekst med sublimt filosofisk indhold. Den introducerer et vigtigt mahayana-begreb, nemlig “tomhed”, sunyata. Denne tomhed betyder, at intet eksisterer i sig selv, alting består kun i relationer. Derfor må også nirvana, vejen dertil og lidelsen være noget, der består i relationer. Altså eksisterer lidelse ikke som sådan, vi opfatter den kun sådan, ligesom vi kun tror, at vi selv eksisterer. Målet er, at man må erkende altings tomhed, at der ikke er noget, der eksisterer i sig selv. Det gør man ved meditation, recitation af hellige tekster og med hjælp fra bodhisattvaen.

Lotus-sutraen

En anden vigtig mahayana-tekst, der fortæller om den nye vej, er Lotus-sutraen.

En far ser sine børn inde i et brændende hus og råber, de skal komme ud. Børnene hører ikke efter, så faren må i sagens gode tjeneste lave en lille hvid løgn. Han fortæller, at de hver især må få et fartøj til at lege med, når de kommer ud, ét med hver sit dyr til at trække det. Børnene kommer spænende ud af flammerne, og bliver således reddet. De får ikke ét hvert, men ét fælles oksedrevent fartøj. På samme måde som vi uvidende og begærlige mennesker er fanget i samsara og skal lokkes ud med halve sandheder får også vi kun ét stort fartøj, vi kan og bør hoppe på, nemlig mahayana-fartøjet.

Hvide løgne og hensigtsfulde midler

De halve sandheder hører også til Shakyamuni Buddhas belæringer. Og med mahayana-læren påstår man, at Buddhas tidligste lære kun var midlertidig og halvt sand. Han havde kun givet den for at sætte mennesket i gang, for at hjælpe det på vej. Læren var ikke den absolutte sandhed, men kun udtryk for en relativ sandhed og et midlertidigt “hensigtsfuldt middel” (upaya). Med upaya-begrebet kan man legitimere sig selv som noget mere fuldkomment i forhold til tidligere lærdomme.

Mahayana-buddhismens sande lære

Både Buddha, læren og sanghaen bliver med mahayana pillet ned fra piedestalen og gjort relativ. Buddha var kun et aspekt, en midlertidig manifestation. Han var nu del af en meget større kosmologi med mange buddhaer, bodhisattvaer, hjælpere, himle, aldre, steder. Dharma var kun midlertidig, for de få der var modne til at høre den. Man havde ideer om, at de virkeligt sande tekster var hengemt i huler eller hos mytologiske væsener, der først åbenbarede dem, når flere var klar til at høre dem. Nye tekster som mahayana-kommentarer (sastra), tantraer (esoteriske tekster), mantraer (magiske sætninger) ogsutraer (belæringer) skrevet ikke på pali men sanskrit blev lagt i munden på Buddha eller andre oplyste væsener.

Mahayana-buddhistisk frelse

Med mahayana kom frelsen længere væk. Allerede tidlige buddhistmunke havde forskudt nirvana-målet til næste genfødsler, men nu skulle man vente på alle andre, og vejen syntes meget lang. På den anden side fik man nu hjælp til frelsen. I Det Rene Lands Skole, som er den største form for buddhisme i Østasien, taler man om at Amida-buddha skal frelse en, og at man overhovedet ikke selv skal gøre andet end at tro på og nævne hans navn. Så bliver man efter døden frelst og kommer i hans paradis, Det Rene Land, der først blot var en mellemstation, men som i Kina og Japan efterhånden tog form af at være et permanent sted. For andre mahayana-buddhisme-former blev det endda en pointe at vejen kunne nås her og nu, i dette liv med en “pludselig” opvågnen på genvejen til oplysning.

Ritualer for munke er noget helt andet end ritualer for almindelige buddhister

Der er langt fra den mediterende munk i klostret til den gamle bedstemor med røgelsespinde foran Buddha-statuen eller forfædrealteret.

Buddhismens to niveauer

Buddhismen allerede fra begyndelsen været opdelt i niveau; én form for munke og nonner og en anden for lægfolk. I modsætning til fx kristendom er alle derfor ikke lige. Munke er “bedre” og tættere på oplysningen end lægfolk, ligesom mænd er “bedre” end kvinder – dog med pointen, at alle kan nå samme stadie.

Nirvanisk, karmisk og magisk buddhisme

Antropologen Melford Spiro opdelte på grundlag af forskning i Burma buddhisme-praksis ind i tre forskellige modeller: den “nirvaniske”, hvor munke aspirerer til oplysning, den “karmiske”, hvor man handler for at få bedre karma (og måske på længere sigt nå oplysning), og den “magiske”, hvor man med rituelle handlinger og guders og andre metafysiske væsners hjælp kan manipulere med sig selv, andre eller omverden. Ofte har de konkrete buddhister lidt af hver model i sig. “Buddhisme” omfatter mange typer mennesker, ideer og handlinger, og at man kun kan generalisere for at få et vist overblik.

Buddhismens ritualer

En af de vigtige måder, man kan vise sin religion på som almindelig lægmandsbuddhist er de forskellige ritualer. Disse kan man opdele i periodisk tilbagevendende ritualer (“årstidsritualer”, som nytår og sommerfester) og i ritualer, individet kun deltager i en gang for at markere status-skift ved ens biologiske eller sociale udvikling (“overgangsritualer”, som fx ægteskab eller et ritual, der markerer overgang fra barn til voksen).

Daglige og periodiske ritualer

Til den første gruppe hører daglige, ugentlige, månedlige og årlige ritualer.

Hver dag kan man især i sydøstasiatisk buddhistlande se, at (oftest) kvinden i huset tager til templet eller klostret for at give munkene mad. Hun kan dog også vente på, at munkene på deres almisseindsamling (eller “tiggergang”) kommer rundt til familier på ruten for at modtage og for at give giverne mulighed for at donere fx mad, penge eller medicin. Munkene lærer og viser ydmyghed, og giverne kan vise respekt for læren og opofrelse for sangha-systemet. På samme måde vil Buddha som person og princip få vist respekt ved daglige ofringer på buddhistiske templer, ligesom lokale guder eller ånder ofte får tildelt en vis form for respekt og indplacering i den samlede gudefamilie.

Templet og klostret som en “fortjenstmark” er således både et forum for at optjene god karma ved gode gerninger og evt. manipulere kosmiske kræfter ved magiske formler. Men daglige ritualer er også med til at understrege den sociale samhørighed. Måske er nogle af munkene i ens egen familie eller fra nabolandsbyen, og at være på god fod med de ældste eller præsten er for de fleste et naturligt ideal. I den sydlige buddhisme mødes man hver fjortende dag på templet til uposatha-helligdagen. Her kan man mødes med andre lægfolk og munkene, og man kan føle sig som lidt bedre eller mere seriøs buddhist ved en eller to dage at overholde ikke blot fem men otte af munkenes ti forskrifter.

Periodiske pilgrimsture til specielle helligsteder – templer, klostre, klipper, naturfænomener, monumenter, Buddhas “historiske steder” – er ofte uden for ens egen distrikt. Lægfolk klæder sig i hvidt for at vandre til netop det sted, der giver hellig kraft, eller man vandrer rundt fra sted til sted. Specielt i Japan er pilgrimsfærd en vigtig religiøs handling, og en behagelig form for turisme.

Højtider og årstidsritualer

De mest lykkebringende dage til pilgrimsfærd eller tempelbesøg er helligdage. Disse kan enten være specifikt buddhistiske eller have et kulturelt element over sig.

Den vigtigste buddhistiske højtid er wesak, “Buddha Dagen”. Denne er en fejring af Siddhartha Shakyamuni Buddhas fødsel, oplysning og død. I Japan fejres disse begivenheder på tre forskellige dage i årets løb, og især Buddhas fødsel er populær; en statue af Buddha som barn hældes over med sød te, mens man ønsker et godt liv fremover. Buddhas oplysning og død er mere for munkene i klostrene og de meget interesserede lægfolk, der kommer for måske at høre en prædiken eller se munke og præster messe buddhistiske sutraer, lave ofringer og prostrationer (hvor man sætter sig på knæene og bukker ydmygt for Buddha). I ugen op til Buddhas oplysning er zen-klostrene aktive døgnet rundt. Det er tiden til at fokusere også på egen oplysning, og det forventes, man mediterer ekstra mange timer hver dag – den sidste nat er der mange, der sidder i meditation hele tiden.

Kulturelle tidsmarkeringer og fester er også nogle gange inkluderet i buddhismen. Nytår bliver fejret i alle buddhistiske lande, ofte bliver templet den centrale festplads. Lokale landsbyfester vil ofte inddrage templet eller klostret, og det er ikke ualmindeligt at der er musik, lotteri, madboder taler og almen socialisering på templets grund under sådanne begivenheder.

Overgangsritualer

Buddhismen har nogle steder indoptaget ritualer i forbindelse med fødsel, overgang-til-voksen-stadie og ægteskab. Men i nogle lande er det den eller de lokale religioner, der tager sig af disse – i Japan er det fx shintoismen. Generelt har buddhismen sjældent tillagt sådanne “livsbekræftende” overgangsritualer særlig megen vægt, da de jo i sig selv symboliserer vedhængen ved den lidelsesfulde samsara-verden. Selv om man i moderne tid under inspiration fra fx kristendommen har taget disse ritualer til sig, der de dog ikke nær så vigtige som buddhismens to vigtigste overgangsritualer, nemlig ordination og død.

Ordination

Ordination symboliserer buddhismens værdier. Med denne tager man rituelt tilflugt til buddhismens Tre Skatte; Buddha, dharma og sangha. Man får et buddhistisk navn og buddhistiske munke/nonne-klæder og man markerer, at man periodisk eller permanent begiver sig ind i klosterverdenen for at følge i Buddhas fodspor. Det er en stor dag for munkene og nonnerne, men også for forældre og hele familien, der ved at “give” deres barn til Buddha også selv modtager religiøs fortjeneste og god karma.

Døden

Døden er og bliver i mange asiatiske lande klostrenes og munkenes vigtigste ritual, både som symbol, som praktisk service og især i Japan som præsternes vigtigste indtægtskilde.

Buddhister i fx Kina og Japan har forskellige meninger om, hvad der sker efter døden. Nogle mener, man langsomt bliver til en forfader – og derfor er ofringer og ritualer til forfædrene af stor vigtighed, de skal “dø en rigtig død2 på den anden side af livet for ikke at rumstere rundt som ulykkelige spøgelser. Man kan også tro på, at man ved hjælp af Amida Buddha bliver frelst og kommer i det “vestlige paradis”, det Rene Land. Eller man kan – som de fleste præster og theravada-buddhister insisterer på – dø og blive genfødt i en ny krop.

Ofte siger man, at tiden mellem døden og den nye genfødsel er 49 dage. Denne periode er vigtig at komme ret igennem, både for efterladte og afdøde af hvem der kræves rituelle handlinger og renhed. I Tibet har man gjort meget ud af denne mellemtids-fase. Et eksempel på dette er den kendte “dødebog”, der bliver læst op for den afdøde på forskellige tidspunkter af de 49 dage. Den døde dirigeres gennem forskellige fysiske og mentale riger, hvorunder han/hun også må stå ansigt til ansigt med onde guddomme – som han skal erkende som spejlbilleder af sine egne negative aspekter. Den døende skal lære at se de væsener, han møder, som manifestationer af sig selv – og kan han det, opnår han oplysningen. På grund af uvidenhed og tørst efter en ny genfødsel ender langt de fleste dog med at blive genfødt i en tilstand, som kun den opsparede karma kan bestemme.
Jørn Borup
Født 1966. Lektor i religionsvidenskab, cand mag i religionshistorie og japansk med specialviden inden for buddhisme og japansk religion. Har undervist nogle år på religionsvidenskab på Århus Universitet, og i den sammenhæng er det blevet til en del artikler og bøger.

Buddhisme udspringer som bekendt fra hinduisme, hvor den store forskel er, at Buddha fandt vejen til oplysning, lad os kalde det frelse. Dermed er det ikke nødvendigvist sagt, at han hævdede, at de hinduistiske guder ikke eksisterer, men deres religiøse relevans forsvandt, omend de beholdt deres magt i det daglige kaos.

Når man ofrer til et ’gudehus’, altså disse som står uden for enhver bygning, eller til et husalter, ofte med en hinduistiske guddom, så har det ikke meget at gøre med frelse, synd eller lignende, men det drejer sig blot om at opnå beskyttelse imod kaos, altså ulykker og andet uheldigt.

Bemærk også, at kongen kalder sig Rama, og at der foregår en del hinduistiske ceremonier omkring kongen. Kongens titel og dynastiets historie, især sat i forbindelse med det forrige og det nuværende Ayutthaya, der er kendt som Bangkok, ophøjer reelt kongen til en gudekonge, altså den hinduistiske Rama, der er kødeliggjort på jorden for at skabe orden i kaos. Denne status er dog ikke helt forenelig med thailandsk buddhisme, så her er atter et paradoks, men det er derfor, at kongen ikke officielt er en gudekonge.

Overtro vil jeg springe over, eller rettere, så er megen overtro i Thailand i virkeligheden animisme, omend animisme omvendt kan kaldes for overtro. Animisme var til, før både hinduisme og buddhisme kom til regionen, og den går i hovedtræk ud på, at alt er levende eller rettere, at der bor, eller kan bo, ånder i træer og lignende (altså at alt har en sjæl), ligesom den for eksempel går ud på forfædre-dyrkelse, der i Thailand ligefrem er slået over i en dyrkelse af både kongen og sine forældre, hvilket thaierne dog opfatter som almen respekt.

Buddhisme, hinduisme og animisme er således tre forskellige og ikke helt forenelige størrelser, om end de alligevel eksisterer side om side. Troldmænd (animisme), der typisk er lægfolk, kan dog være munke, og sådan er der mange overlapninger.

Hvis jeg skal gøre det meget firkantet, hvilket ikke er muligt, så vil jeg placere disse tre fænomener i følgende tre bokse:

1) Buddhisme har overordnet at gøre med frelse enten i dette liv eller i et fremtidigt.

2) Hinduisme har at gøre med guderne, der lever i kampen mellem orden og kaos, og som påvirker ens dagligdag, lykke og ulykke. Man ofrer til guderne i ønsket om beskyttelse.

3) Aminisme har at gøre med forfædredyrkelse, sjæleliggørelse af alt, særlige fænomener i naturen, forbandelser, magiske velsignelser, spøgelser, forudsigelser af fremtiden, uddrivelse af ånder herunder eksorcisme og så videre, det vil sige en aktiv indgriben i naturens orden eller en aktiv ophævelse af en tidligere aktiv indgriben.

En magisk tatovering er blot et eksempel, en buddha-figur i kvindens brystholder et andet, og snoren mellem bruden og gommen til deres bryllup et tredje, der intet har med buddhisme at gøre.
Robert Kronberg
Virksomhedskonsulent

 

Buddhismen kom til Thailand med Mon-civilisationen fra det indiske subkontinent. Senere blev kulturen blandet med andre fra kulturer fra nuværende Kina, Cambodja og Indonesien.

95% af thailænderne er buddhister, så buddhismen mærkes over alt. Her findes dog også en del muslimer, frem for alt i den sydlige del af landet. De fleste voksne mænd i Thailand tilbringer en del af deres liv som buddhistiske munke. Det anses ikke for at være et livslangt kald, men derimod noget man gør som en del af sin opvækst. Klostrene har givetvis spillet en større rolle tidligere ligesom i Europa, men selv i dag har de en stor plads i samfundet og fungerer som åndelige centre og steder for sjælesorg og vejledning.

En central del af buddhismen er genfødslens cyklus. Ifølge den bliver man genfødt gang på gang mens man bliver ved med at skabe lidelse for sig selv og andre. For at bryde denne cirkel stræber man mod Nirvana, en tilstand af ikke-væren, hvor man endelig løses ud af de uendelige genfødsler. Dette ideal kan dog være svært at nå på en gang, men i det mindste kan man stræbe efter at komme højere op i det hierarki, som til slut leder mod Nirvana. Vejen hertil går gennem en række leveregler,der vejleder én i at skabe mindre lidelse. Derfor ser man ofte folk, der med stor glæde lægger mad og andre gaver i munkenes tiggerposer, fordi en gave til en munk har stor vægt i disse leveregler. De senere år har nogle af klostrene fået et dårligt rygte, idet visse munke har udvist en meget lidt buddhistisk opførsel. Men dette til trods spiller buddhismen en central rolle i Thailand og en besøg i landet uden et besøg i et af templerne er at gå glip af en vigtig og meget smuk del af dette land.

Mænd og kvinders forhold til buddhismen er kvalitativt forskellig, idet kvinder har en lavere religiøs status. Først og fremmest så kan kvinder ikke indtræde i den buddhistiske munkeorden, kaldet Sangghaen. En ca. 20 år gammel optælling viser, at i slutningen af 1960’erne havde 7.5% af den mandlige befolkning over 50 år været ordineret som novicer eller munke i en kortere eller længere periode af deres liv. Kvinders forhold til buddhismen er af en mere indirekte karakter, og den højeste religiøse fortjeneste, som en kvinde kan opnå, er gennem ordination af en søn til munkeordenen. Selvom kvinder har en lavere religiøs status end mænd, så er de samtidigt de mest aktive i de mere dagligdags fortjenstgivende aktiviteter, såsom at give munkene mad på deres daglige rundtur i landsbyen, eller deltage i den ugentlige tempeldag, hvor langt hovedparten af de tilstedeværende er kvinder. Kvinder er imidlertid strengt tabuiserede for munkene, og f.eks. må en kvinde ikke under nogen omstændigheder berøre en munks safrangule klæder.

Karmatankegangen er som før nævnt et essentielt karakteristikum ved det thailandske samfunds sociale organisering. Det thailandske samfund er karakteriseret ved en sand bibelsk forvirring af understregninger af hierarkiske forskelle, hvilket bl.a. afspejler sig sprogligt, og i adfærdsregler for god opførsel. Overordnede og underordnede, mænd og kvinder, unge og ældre indplaceres i dette hierarki på en måde som ikke altid er lige let at gennemskue for en udenforstående. Thaierne selv lærer at udvise ærbødighed overfor socialt overordnede fra før de kan gå. Og uden denne tillærte færdighed kan de ikke begå sig i deres eget samfund.

Det lille barn lærer tidligt at vise sine forældre ærbødighed med den traditionelle thai-hilsen- et “wai”, d.v.s. et dybt buk med samlede håndflader. Ingen er i tvivl om barnets placering i familiens aldershierarki. Barnet er underordnet alle dens ældre medlemmer, endog en eventuel tvillingesøster eller bror, som blev født først. Dette markeres sprogligt ved altid at bruge ordet phii+navn i tiltale af ældre og naang+navn i tiltale af yngre.

Theravada buddhismen
Theravada buddhismen har været Thailands officielle religion i over 700 år, og omkring 95% af befolkningen er buddhister. Landet anvender den buddhistiske tidsregning, som starter med Buddhas fødsel i år 543 før vores tidsregning. År 1994 ifølge vores tidsregning er altså lig med år 2537 i Thailand.

Den buddhistiske religion gennemsyrer hele samfundet, og er en levende realitet i mange thaiers hverdag. Det lokale tempel er det centrale midtpunkt i de fleste thaiers mentale geografi. Tidligt hver morgen ser man munke iført de letgenkendelige safrangule munketøj gå rundt i landsbyen med deres madskåle. Det vil være misvisende at kalde dem tiggermunke, for ifølge Theravada-buddhismen er det de, som giver, som får lov til at gøre en god gerning (kaldet bun på thai), og dermed opnår større chancer for et bedre liv ved den næste genfødsel. Summen af “bun” er afgørende for, hvordan man kommer til at leve det næste liv. Det enkelte menneskes livssituation i dette liv opfattes som en afspejling af dette menneskes adfærd i tidligere liv. Karma-tankegangen er et essentielt træk element i den traditionelle thailandske forståelse af det sociale statushierarki, og udgør et vigtigt socialt struktureringsprincip. Om man i dette liv er rig eller fattig- mand eller kvinde opfattes som en afspejling af ens personlige karma.

Vor egen egalitære ideologi om at alle mennesker er (bør være) lige hæmmer i høj grad vores accept af sådanne rangordners seriøse gyldighed. Det er imidlertid vigtigt som udlænding i Thailand at respektere disse sociale normer for adfærd, idet man ved f.eks. at anvende en lidt for familiær tone overfor en person, som tydeligvis er ens sociale underordnede, kun opnår at gøre denne utroligt pinligt berørt. Lighedsidealet er ikke en del af de stærke traditioner i Thailand.

De 10 vigtigste ting at vide om buddhisme.

1. Buddha Den historiske Buddha er født cirka 560 f.v.t. i det nordøstlige Indien. Hans fornavn var Siddhartaog familienavnet Gautama. Ifølge legenderne om hans fødsel og opvækst var hans far fyrste. Ved fødslen sker der undere. Den lille Siddharta beskyttes mod at opdage verdens lidelse. Men Siddharta opdager, at livet er forbundet med fattigdom, sygdom og død og vandrer ud på Indiens landeveje for at finde frem til sandheden om livet og frelsen. Buddha betyder den oplyste.

2. Livshjulet Tilværelsens illustreres i form af et hjul. Hele tilværelsen, alt levende udgør én stor sammenhæng af årsag og virkning, der fører ind i nye genfødsler. Dette hjul er som et spejl, som den enkelte kan holde op for sig. Herved indser mennesket, at det er fanget i tilværelsens illusion og derved kan det så få hjælp til at bryde ud af det evige kredsløb.

3. Livstørst Mennesket vil eje, besidde og engagere sig. Den voksne vil være ung, den gamle vil ikke acceptere sin alderdom og den snarlige død. Det er, hvad buddhismen kalder tørsten eller livstørsten, det vil sige, at mennesket klamrer sig til sin tilværelse og aldrig kan få nok.

4. De fem skandaer I læren om de fem skandaer prøver buddhismen at vise, at mennesket ikke er andet end en forgængelig samling af flimrende sansefornemmelser og fysiske former. De fem skandaer er: Tingenes form, sansning, forestillinger, vilje, bevidsthed.

5. Nirvana  Forløsningen hedder Nirvana, der betyder udslukkelse, det vil sige, at man slukker sin livstørst, sitjeg.  Vejen til forløsning angiver Buddha som den såkaldte otteledede vej, det vil sige en livsholdning i en ophøjet ro uden tilknytning til denne tilværelse. Munkelivet er vejen til Nirvana.

6. Munkevæsenet Buddhismen fungerer på to planer: Som et liv som munk/nonne og det almindelige menneskelige liv. Klostrene har især stor betydning i Sri Lanka og i Sydøstasien. Munkelivet skal træne den enkelte til at indgår i Nirvana, forløsningen eller udslukkelsen af jeg’et.

7. Hinayana Dette er betegnelsen for den retning indenfor buddhismen, som i de sidste århundreder f.v.t. bredte sig ud over den indiske halvø og Sydøstasien. Hinayana betyder det lille fartøj og hentyder til, at kun munkene kan opnå frelse. Denne form for buddhisme hævder at være i overensstemmelse med Buddhas oprindelige lære. I dag er buddhismen fortrængt fra selve Indien.

8. Mahayana Denne betegnelse dækker over den buddhisme som bredte sig op i Kina, Korea og Japan. Mahayana er det store fartøj, som sigter på alles frelse. Denne form for buddhisme er farverig med en række guder, ritualer og tro på at flere buddha`er er trådt frem gennem tiderne for at bringe oplysning til mennesker om frelsen.

9. Boddhisattva I Mahayna-buddhismen har vi troen på en række frelserskikkelser, kaldet boddhisattva’er, som har givet afkald på Nirvana og blive en evig Buddha for at give oplysning til mennesker. Boddhisattva betyder et væsen der giver oplysning. Disse boddhisattva’er befinder sig nu i den buddhistiske himmel, hvor de troende kan møde dem for at få anvist vejen til den endelige forløsning. Boddhisattva’erne er genstand for ofre og bønner.

10. Dalai Lama  Oprindelig Tibets religiøse og politiske leder. Dalai Lama (født 1935) flygtede til Indien, da Kina i 1950 besatte Tibet. Han vendte dog midlertidigt tilbage, men tog endelig ophold i Indien i 1959 efter et par opstande i henholdsvis 1956 og 1959, som blev slået hårdt ned af kineserne. Herfra udfoldede han store politiske anstrengelser for at få kineserne til at trække sig ud af Tibet. Samtidig blev han mere og mere kendt som en fredens forkæmper, der netop med buddhismen som baggrund formulerede en ikke-voldspolitik. Ifølge Tibets særlige form for buddhisme viderefører Dalai Lama Buddhas visdom og han genfødes ved sin død i en ny Dalai Lama.