Historie & religion

Thailands historie kort fortalt
År 1238 regnes som året for den thailandske nations fødsel. Her blev et antal småriger forenet til en stat under hovedstaden Sukhothai, der lige som Bangkok ligger ved den betydningsfulde Chao Praya-flod, men ca 400 km længere nordpå. Livlige handelsforbindelser med blandt andet Kina førte til den første opblomstringstid. Det thailandske alfabetet blev udviklet, og selv den udsøgte thailandske kogekunst blev udviklet i den periode. Efter cirka 100 år blev hovedstaden flyttet længere sydpå til Ayutthaya, kun en snes km nord for flodens udmunding i Siambugten, ved Bangkoks nuværende beliggenhed. Herfra blev landet styret og udviklet i perioden 1358 til 1767. Det er et pudsigt faktum, at Thailand (som helt frem til 1949 hed Siam) er det eneste land i Sydøstasien, som forblev selvstændigt under årene med europæisk kolonisme, hvor primært franskmænd og britter herskede over alle omkringliggende territorier Flere krige med Burma/Myanmar har været en konstant trussel for thailænderne, og det var under en af disse stridigheder, at Ayutthaya blev totalt ødelagt i 1767. Hoffet og centralmagten flygtede til Thonburi ved den vestlige flodbred i det nuværende Bangkok. 15 år senere grundlagde kong Rama sin nye hovedstad på bredden overfor, hvor der indtil da kun havde ligget en lille fiskerby på pæle, som kaldtes Bang Kok (=blomsterbyen).

Det blev starten på Thailands moderne historie. Siden da har ni konger af samme slægt, Chakri-dynastiet, under regentnavnet Rama hersket over landet (selv om den reelle magt fra 1932 til 1992 lå hos forskellige militærregeringer). Kongehuset nyder en enorm respekt og kærlighed blandt den thailandske befolkning, og specielt kongerne Mongkut (Rama IV 1851–1868) og Chulalongkorn (Rama V 1868–1910) har status som hele folkets fader og velgører. Disse monarker var virkelig også fremsynede samfundsbyggere, som moderniserede og udviklede landets infrastrukturer og sædvaner, grundlagde skolevæsenet, afskaffede slaveriet etc. Også den nuværende regent kong Bhumibol udmærker sig ved at være personligt engageret i spørgsmål som f.eks. udviklingen af bedre landbrugs- og fiskeri-metoder. Han har også spillet en aktiv rolle for den demokratiske styreform, som har eksisteret siden 1992. At smelte ind i kulturen Mere end 90% af thailænderne bekender sig til landets specielle form for buddhisme, der er blandet med åndetro.

Befolkning
I dag anslås befolkningstallet at være ca. 56 millioner mennesker, hvilket bringer Thailand i selskab med verdens 20 folkerigeste lande. Befolkningstætheden er ca.106 pr. km2. Regionalt fordeler befolkningen sig med ca. 19 millioner i Centralthailand, hvor Bangkok ligger; ca. 18 millioner i Nordøstthailand; omkring 11 millioner i Nordthailand og godt 7 millioner i Sydthailand. Urbaniseringsgraden i Thailand er meget lav og særdeles ujævn. Bangkok har ca. 6 millioner indbyggere (ifølge nogle kilder måske snarere 8-9 millioner p. g. a. migrationen til slumområderne i byen), og er således 30-40 gange større end de næststørste byer Chiang Mai, Nakhon Ratchasima og Udon Thani. Selvom den økonomiske udvikling i løbet af de sidste 30 år har givet industrien en vigtigste rolle i økonomien, så er den langt overvejende del af thaieme stadigvæk bosiddende på landet. Kun 20% af den samlede befolkning bor i byområder. I forhold til BNP pr. capita er Thailand et af verdens mindst urbaniserede lande.

[expand title=”Læs mere om Befolkning“]

Thailands befolkning anses for at være en af de mest ensartede i Sydøstasien, idet 95% af befolkningen taler thai og er buddhister. Der er dog æsentlige dialekt- og kulturforskelle imellem landets større regioner. Store dele af befolkningen i Nordøstthailand er i sprog og kultur nært beslægtede med Lao-folket l nabolandet Laos. Den mindretalsgruppe i Thailand er kinesere, ca.l4% Det er svært at fastslå det nøjagtige antal, for i modsætning til andre lande i Sydøstasien, som også har kinesiske mindretal, så er der i Thailand sket en omfattende assimilering mellem thaier og kinesere. Mens kineserne er velassimilerede, så er der imidlertid stamme- og bjergfolk i Nordthailand, og muslimske malayer mod grænsen til Malaysia, som ikke har haft den samme lyst og mulighed for at blive en del af den dominerende kultur. Bjergstammmeme talte i 1985 omkring 750.000 mennesker og udgjorde ca.l,5% af det samlede befolkningstal, men den havde en tilvækst på 3-5% eller 2-3 gange så meget som størstedelen af thaierne. Der er dog ret store variationer de forskellige etniske grupper imellem, som ret så nøje afspejler deres behov for arbejdskraft. Centralregeringens politik overfor mindretallene har historisk vekslet imellem undertrykkelse, forsømmelse og tvungen assimilering. Såvel sædigheder som medier har behandlet mindretallene fordomsfuldt. Holdningen overfor mindretallene har været præget af stærke modsætninger indenfor det thailandske bureaukrati, mellem øge og duer, mellem Kongehuset, militæret og den civile administration, og resultatet har mildt sagt været forvirrende for de etniske mindretal. Bjergstammerne i Nordthailand har altid været i slemme, men aldrig i deres historie så meget som nu. En forøget indvandring af andre bjergstammer fra Burma og Laos forøger presset på jorden.

Stigende strømme af turister slider på miljøet. Store skovområder forsvinder p. g. a. illegal hugst. Regeringen i Bangkok stiller flere krav, som ofte er formuleret som påbud til at evakuere områder, som bliver udlagt til natur- og kovreservater, eller under henvisning til miljølovgivning, som bjergbønderne ingen indflydelse har haft på. Når man dertil lægger, at stammernes retslige status som borgere er svag, og at de nægtes både brugs- og ejendomsret til den jord, som de dyrker, så tegner der sig et fuldstændigt katalog over deres problemer. I århundreder har bjergstammerne dyrket de illegale opiumsvalmuer, som bliver til heroin, men i dag er Thailand det land i verden, som har haft størst held til at erstatte opiumsdyrkning med andre afgrøder med høj salgsværdi.

l de allersydligste provinser i Thailand bor hovedparten af landets ca. l million muslimer af malayisk oprindelse. Også muslimerne er blevet behandlet med skepsis fra centralregeringen, men i de senere år er der dog blevet udvist større forståelse for, at muslimerne skal have lov til at dyrke egne kulturelle og religiøse traditioner. Mens den illegale kommunistiske bevægelse stort set er forsvundet i Thailand, så er der fortsat en mindre bevæbnet muslimsk løsrivelsesbevægelse i Sydthailand. Dennes tilstedeværelse har i perioder gjort forholdet til Malaysia temmelig anspændt.

[/expand]

Økonomiske forhold
Thailands økonomi hører til de stærke i Den 3.verden. I hele efterkrigstiden har der været rask vækst i bruttonationalindkomsten, og i løbet af de sidste tre årtier er der sket så dramatiske ændringer i økonomien, at Thailand i dag står på tærsklen til at kunne kalde sig et NIC-land- et nyligt industrialiseret land. Udviklingen har ført til, at Thailand i op igennem firserne har jongleret med tocifrede vækstrater. I begyndelsen af halvfemserne har man imidlertid oplevet en midlertidig nedgang i den økonomiske vækst. De hastige og grundlæggende forandringer, som Thailand har været udsat for har haft enorme økonomiske og sociale følger – og ikke alle lige positive. Landets økonomiske fremskridt er blevet lovprist, men samtidigt er svælget mellem rig og fattig blevet endnu større. Det thailandske samfund er præget af den økonomiske vækst, som dels bringer stigende, men varierende velstand, dels medfører opbrud i de traditionelle familiestrukturer. For udsatte grupper betyder væksten større usikkerhed og nød, hvilket bl.a. har medført at problemer med alkoholmisbrug og stofmisbrug er i kraftig stigning. Selvom industrien nu er den vigtigste faktor bor 80% af befolkningen stadigvæk på landet, og de fleste af dem huller sig igennem tilværelsen sammenlignet med bybefolkningen. På en FAO-konference i Bangkok i 1989 blev Thailand fremhævet som et særligt grelt eksempel på skævheden imellem land og by: “Mens gennemsnitsindtægten i hovedstadsområdet er steget drastisk til ca. 22.000 d.kr. om året, så er den årlige gennemsnitsindtægt for landbefolkningen omkring 2.200 d.kr. eller ca. en tiendedel af byboernes indtægter”. Sammenlignet med mange andre u-lande er fattigdommen i Thailand relativ.

Fattigdom er stadigt udbredt på landet, selvom sult sjældent forekommer. Den relative forarmelse på landet har gjort vækstcentret Bangkok til en magnet, og det har igen ført til byslum. Det anslås, at mindst en million mennesker bor i byslum i Bangkok, hvor sociale problemer som kriminalitet, stofmisbrug og prostitution har været voksende. Historisk er Thailand et udpræget landbrugsland, der som de fleste andre u-lande har haft en eksport begrænset til nogle få råvarer: Ris, gummi, tin og teaktræ. Landbruget er stadig en vigtig faktor i økonomien, og det har været med basis i en selvforsynende og eksporterende landbrugssektor, at Thailand har kunnet udvikle industrien, som i dag har overtaget landbrugets tidligere dominerende plads i de økonomiske statistikker.

Landbrug
Landbruget er i dag overhalet af industrien som den vigtigste faktor i økonomien, men ser man på antallet af mennesker, der er beskæftiget i landbruget, så er Thailand stadigvæk et landbrugsland. Fire ud af fem thaier er risbønder. Hvert eneste år dyrkes der mindst 13 millioner tons ris. Heraf eksporteres fire millioner tons hovedsageligt til Afrika, Kina, Iran og Mellemøsten.

I mange år var Thailand verdens største riseksportør og indtil fomylig også den største indtjener af udenlandsk valuta (riseksporten er nu nummer tre efter turisme og industri). Risproduktionen har lagt grunden til den betydelige velstandsforøgelse, som Thailand har oplevet indenfor det seneste kvarte århundrede. Men for risbønderne selv er denne succes et temmelig abstrakt fænomen. Millioner af dem er blevet forarmede, mens de økonomiske vækstrater er stormet imod himlen. En anset thailandsk professor i økonomi har i en undersøgelse påvist, at 80% af Thailands landsbyer er dybt forgældede: To millioner baht (en halv million kroner) per landsby. Et forrygende højt beløb i forhold til det typiske levestandardsniveau i en landsby i det centrale og nordlige Thailand.

Der er blevet talt og skrevet meget om fattigdomsproblemerne gennem årene. Skiftende regeringer og udviklingsplaner har understreget behovet for at forbedre livsbetingelserne for landboere i de fattige områder, men hidtil har de mange pæne hensigtserklæringer ikke båret megen frugt for de fattige bønder. På landet breder antallet af jordløse sig, også i det frugtbare Centralthailand nord for Bangkok, populært kaldet Thailands “risskål”. For en række forgældede bønder betyder industrialiseringen, og det deraf følgende behov for jord, at de ved at sælge deres jord kan slippe ud af gældsspiralen. For andre som ingen jord ejer selv, men igennem årtier har lejet deres jord, er der imidlertid tale om intet mindre end en katastrofe. Især for den ældre generation af bønder som ikke har de samme muligheder som den yngre generation for at starte på en frisk. Historien er velkendt fra den nordøstlige del af Thailand, hvor ubærlige livsbetingelser har tvunget tidligere bønder væk fra deres jord, men der er nu tale om et meget mere udbredt problem, og resultatet er at svælget imellem rige og fattige også på landet bliver større. Nogle bliver millionærer på salg af jord, mens andre mister hele deres eksistensgrundlag.

Afgrøder
I Thailand, som aldrig har været en koloni og derfor heller ikke er blevet underlagt en kolonial plantage-økonomi, hvorunder kun en eller to hovedafgrøder er blevet produceret til koloniherren eller verdensmarkedet, dyrkes mange forskellige afgrøder. I firserne har de større eksportafgrøder været ris, gummi, kassava, majs, sukkerrør, soyabønner, tobak, ananas, cashewnødder, bananer og kokosnødder.

Fiskeri
Selvom fiskerisektoren i Thailand står overfor en række meget alvorlige problemer ikke mindst p.g-a. af en katastrofal overfiskning af den Thailandske Golf, så placerer Thailand sig på Top l O listen over fiskeproducenter i verden. Væksten i produktionen af fiskeprodukter er snævert forbundet med introduktionen af industritrawlere i 1960’eme. Mens fiskeri med trawl har forøget Thailands eksport af marine produkter enormt, så dækker de thailandske småfiskeres fangster stadigvæk det meste af hjemmemarkedets behov. Indtil for ganske nyligt blev hundredetusinder af småfiskernes problemer dog ignoreret af de thailandske myndigheder. I Thailand er de officielle statistikker mere end noget andet land i Sydøstasien i høj grad centreret om den industrialiserede del ad fiskeriflåden. Man har således intet klart overblik over antallet af småfiskere, men man anslår, at ca. 800.000 mennesker er direkte økonomisk afhængige af fiskeri. Fisk indgår som en central del af de fleste thai’ers daglige kost, og er dermed en uundværlig proteinressource. En ting står imidlertid klart: Småfiskerne, som praktiserer fiskeri nogle få sømil fra kysten, har på ingen måde fået del i boomet indenfor fiskerisektoren i Thailand. Tværtimod er der tale om en højst dualistisk struktur, i hvilken småfiskerne fortsætter med at eksistere ved siden af den højt industrialiserede og moderniserede del af fiskerflåden.

Minedrift
Den thailandske økonomi er ligeledes baseret på minedrift. Tin er Thailands vigtigste mineral og har traditionelt været en af landets vigtigste eksportvarer. Omkring 12% af verdens kendte reserver findes i den sydlige del af landet, især udfor vestkysten. Andre vigtige mineralforekomster er brunkul, tungsten, antimon, mangan, bly og zink. Ædel- og håb/ædelstene hører også med til Thailands mineralrigdom, bl.a. safir, rubin, kvarts, granat og jade.

Skovbrug
Skovbrug og træindustri har haft stor betydning i Thailands økonomiske udvikling. Det store danske handelsselskab ØK blev grundlagt på indtægter fra handel med teaktræ fra Thailand. Under stor international bevågenhed indførte Thailand imidlertid i 1989 et totalt forbud imod hugst af træ. Baggrunden er en meget voldsom afskovning, der har halveret skovene i de sidste 30 år. Thailand importerer nu træ, bl. a. fra de valutahungrende nabolande Cambodia og Burma, hvor thailandske skovkoncerner har fået koncessioner på at fælde tropiske træer, som det ikke længere er legalt at fælde i Thailand. Thailandske og internationale miljøbevægelser har stemplet Thailands træimport fra nabolandene som rovdrift på naboernes ressourcer og eksport af egne miljøproblemer.

Turisme & prostitution
Smilets Land, som Thailand kalder sig selv i turistbrochurerne, har i løbet af de sidste 10 år modtaget en stigende strøm af turister. Siden 1982 har indtægterne fra turismen været landets største valutaindtægtskilde. I 1989 hentede turismen ca.20 mia. hjem i udenlandsk valuta. Thailand har haft mange økonomiske fordele af turismen, men har samtidigt måttet betale en høj pris i form af økologiske ødelæggelser og nedbrydning af traditionelle værdier. Turismen bliver jævnligt beskyldt for at være hovedårsagen til den meget omfattende prostitution, som der er i Thailand. Dertil må man imidlertid indvende, at der over hele Sandet er mange bordeller, som ikke bliver frekventeret af udenlandske mænd. Bordelbesøg er og har i generationer været en naturlig del af tilværelsen for mange thailandske mænd. Man regner med, at der i dag arbejder op imod en million thailandske kvinder af prostitution. Trods det formelle forbud foregår denne handel for åbent tæppe på barer og massageklinikker. Den omfattende prostitution udgør en tikkende bombe under det thailandske samfund p.g.a. den hastige spredning af AIDS. AIDS udgør en af de helt store samfundsproblemer i Thailand i de kommende år.

Historisk rids af Thailands politiske historie
Der er ikke enighed om, hvor thaieme stammer fra oprindeligt. Den teori, som flittigst bliver brugt i opslagsværker om Thailand siger, at thaieme stammer fra Kina, hvorfra de af forskellige årsager vandrede mod syd. En anden skole af forskere holder på, at thaieme oprindeligt stammede fra Thailand, men blev drevet nordpå til det sydlige Kina af Mon og Kmerfolk. Under pres fra Kinas mongolske erobrere i det 11.-12. århundrede migrerede thaierne så igen tilbage til Thailand. Det første siamesiske kongerige blev stiftet i midten af det 13. århundrede (vor tidsregning) i byen Sukhothai. Sidenhen er magtcentret i flere omgange flyttet sydpå. Sukhothairiget blev annekteret af en ny ekspanderende magt, Ayutthaya-riget, der bestod fra 1350-1767. Efter Ayutthayas fald i 1782 gjorde Chakridynastiet, som stadigvæk sidder på tronen Bangkok til hovedstad. Under dette dynasti blev den siamesiske statsorganisation gradvist moderniseret, især under kongerne Mongkut (1851-68) og Chulalongkom (1868-1910). I løbet af det 19. århundrede blev Siam flere gange tvunget til at afstå store landområder til de to store kolonimagter, Frankrig og England. Rivaliseringen disse to lande imellem medvirkede imidlertid til, at Siam som den eneste stat i Bagindien kunne bevare sin selvstændighed, hvilket kan ses reflekteret i den begrænsede europæiske påvirkning af landets sprog og kultur, som på den ene side har gjort Sandet sværere tilgængeligt for udlændinge, men som thaieme på den anden side med stor succes har formået at bruge som attraktion i markedsføringen af landet som turistmål. Ordet thai betyder fri – Thailand er således de fries land. Turistbrochurernes blankslidte tilnavn “Smilenes Land” er ikke falsk varereklame. Thaieme er imødekommende overfor udlændinge, som man har råd til at være det, når man er herre eller frue i eget hus med sikker viden om værdien af egen kultur og identitet.

[expand title=”Læs mere om Historisk rids af Thailands politiske historie “]

Et ublodigt kup i juni 1932 førte til enevældens afskaffelse. Siden da har Thailand været et konstitutionelt monarki. Kuppet var ikke rettet imod den daværende konges person, men mod enevælden som en forældet institution, uegnet til at regere et land under modernisering. I korte perioder har der i Thailand været tilløb til demokratiske tilstande, men ellers har militære og civile autoritative regeringer afløst hinanden. Militæret har altid haft en afgørende indflydelse i Thailands nyere historie, og de fleste af de talrige ministerpræsidenter, som har afløst hinanden siden 1932, har været folk fra de væbnede styrker. Kimen til Thailands militært orienterede politiske struktur blev således sået i 1932, hvor en alliance bestående af højreorienterede soldater, liberale akademikere og adelige bureaukrater i forening indførte det konstitutionelle monarki. Historien har vist, at hver gang en civilregering er kommet til magten, så har militæret altid sørget for at støde denne fra magten, ikke kun p.g.a. militærmagt, men p.g.a. en udbredt følelse blandt generalerne af, at de bedre end nogle andre forstod, hvad som tjente nationens interesser bedst. Den traditionelle magtelite af militærfolk er det seneste årti blevet udvidet til også at omfatte erhverslivets spidser, mens det store flertal af småbønder og arbejdere ikke har haft nogen stemmer i parlamentet. Det succesrige studenteroprør i 1973 rettet imod militærdiktaturet under ledelse af Thanom Kittikachom blev fulgt af en kort tre-års periode med en civilregering under ledelse af Kukrit Pramoj. Den korte erfaring med en civilregering endte brat med massakren på studenterne på Thammasatuniversitetet i Bangkok. Herefter måtte mange studenter og andre flygte til udlandet. Fra 1985 til februar 1991 holdt militæret sig på kasernerne, og kuppet den 23.februar 1991 kom som en overraskelse for de fleste politiske iagttagere, der havde ment, at demokratiseringsprocessen nu var så vidt fremskreden, at militærkuppenes tid måtte være ovre. Med militærkuppet i 1991 blev den demokratiske udvikling, som ellers var i gang, omend med små skridt, sat alvorligt tilbage. Dette var kup nr. 18 siden 1932. Hvad der i kuppets første dage imidlertid sprang mest i øjnene var, at kuppet blev bredt accepteret i store dele af befolkningen, omend der hurtigt derefter rejste sig stærkt kritiske røster. Dette skyldtes, at den folkevalgte ministerpræsident Chatichai i sin regeringsperiode havde begået en række elementære fejl, som til sidst kostede ham jobbet som regeringschef. Han tog først og fremmest ikke militærets interesser alvorligt nok. Ingen thailandsk regeringschef var indtil da sluppet godt fra at tilsidesætte militærledelsens interesser. Fundamentalt har politik i efterkrigstidens Thailand handlet om, at eliterne har sikret deres traditionelle privilegier, samtidig med at opretholde en politisk legitimitet i befolkningen. En anden årsag til at befolkningens i første omgang støttede militærkuppet var, at ministerpræsident Chatichai lod korruptionen gribe om sig i endnu mere uhæmmet grad end tidligere. Og tilsyneladende troede regeringschefen, at fordi han var folkevalgt, kunne han se stort på de særinteresser, som historisk har været en integreret del af den traditionelle magtpyramide. Det kostede ham jobbet som ministerpræsident. Efter kuppet i 1991 blev en af Thailands mest respekterede diplomater, Anand Panyarachun, hurtigt udnævnt til ministerpræsident i den civile overgangsregering, som skulle lede landet frem til afholdelsen af parlamentsvalg i marts 1992. Dette valg gav imidlertid ingen klar vinder, og resultatet blev, at general Suchinda Kraprayoon, som ikke havde været opstillet til valget, blev udnævnt til ministerpræsident den 7.april, bakket op af fem promilitære støttepartier. Længe forud for valget i marts havde prodemokratiske protester lydt, men de var for ingenting at regne imod det ramaskrig, som nu rejste sig i befolkningen. Og det var ikke mindst middelklassens pæne forretningsmænd og funktionærer i jakke og slips med mobiltelefon, der gik i protest. Vælgernes forhåbninger til valget var blevet gjort til skamme. Thailandsk politik var stadigvæk domineret af militæret, hvilket i og for sig ikke var det værste, men netop at general Suchinda ikke var demokratisk valgt.

I Bangkoks gader blev man i de kommende måneder vidne til masseprotester med op til 150.000 deltagere, som krævede generalens afgang. Kulminationen på urolighederne blev dramatisk og blodig. Søndag den 17. maj erklærede regeringen national undtagelsestilstand, og militæret åbnede ild imod demonstranterne. I løbet af de næste tre dage blev mindst 54 mennesker dræbt- sandsynligvis mange flere; i hundredvis blev sårede, og andre hundreder blev meldt savnet. Store dele af det centrale Bangkok blev raseret i de værste uroligheder siden 1973, hvor militæret gjorde en ende på den første demokratiske periode i Thailands historie. Demonstranterne opnåede imidlertid, hvad de ville: General Suchinda meddelte i en Tv-udsendelse den 24. maj sin afgang som ministerpræsident. I det magtpolitiske tomrum, som fulgte krævede ikke mindst magtfulde erhvervsinteresser, at der skulle udskrives nyvalg.

Det nye og mest iøjnefaldende ved disse turbulente dage var en udbredt mistillid til militæret og dets rolle i politik; dette skyldtes ikke mindst de blodige dage fra den 17.-20. maj. Aldrig tidligere blev militærets rolle anfægtet som nu. Militæret kunne i mange år bevare sin dominerende position, fordi Thailand var en pro-vestlig frontlinjestat, der holdt det kommunistiske Indokina stangen, og landet opfattede sig selv som en kapitalistisk enklave midt i et uroligt asiatisk fokehav af kommunistisk fremtrængen og lokale oprør. Det aldrig opklarede attentat på kongens ældre bror i 1946 medvirkede til landets antikommunistiske orientering. De følgende års konflikt i Indokina med Thailand som springbrædt udgjorde resten. Thailand var under Vietnamkrigen 1965-75 en loyal forbundsfælle for USA og lod amerikanerne bygge baser, hvorfra B-52 fly sønderbombede mål i Cambodia, Laos og Vietnam. 18 år efter den amerikanske tilbagetrækning fra Indokina er den kommunistiske trussel udefra borte. Dette skyldes FN’s fredsplan for Cambodia, og et Vietnam som er frataget mange års sovjetisk støtte. I dag kæmper de thailandske officer ikke længere imod den kommunistiske trussel, men om at få andel i den hastigt voksende økonomiske kage.

I dag er kun kongemagtens autoritet fortsat uantastet, idet den folkelige opbakning bag Kong Bhmipol og hans familie er indiskutabel, og næppe nogen af efterkrigstidens militærregeringer havde kunnet regere uden kongens accept. Monarkiet er i dag en næsten hellig institution og et nationalt samlingssymbol. Kongen er statschef, men udøver sin magt gennem regering, parlament og domstole.

I Thailand er der endog meget strenge straffe for at udtrykke anti-royalistiske holdninger. Ved det andet parlamentsvalg indenfor et år – den 13. september 1992 kom Thailands nuværende ministerpræsident Chuan Leekpai til magten. De thailandske vælgere satte ved dette valg i stort tal deres stemmer udfor pro-demokratiske kandidater, som muliggjorde en liberal regeringskoalition, anført af en folkevalgt ministerpræsident. Chuan Leekpai’s demokratiske parti fik den største andel af stemmerne ved valget, og formede en koalitionsregering bestående af ligesindede, men politisk forskellige partier. Det har vist sig vanskeligt at holde sammen på koalitionen, omend Chuans demokratisk valgte regeringsparti stadigt er ved magten. Kun tiden kan vise om den folkevalgte regeringschef vil overleve blandt en mere moden, omend stadigvæk vægelsindet thailandsk vælgerskare. Chuan Leekpais regering er i modsætning til mange tidligere regeringer hverken under anklager for korruption eller afhængig af kontrollen over militære “pinger”.

Den politiske magt er imidlertid stadigvæk centralt placeret i Bangkok. Fra Bangkok styres resten af landet med hård hånd. Tanker om decentraliseret lokalstyre har på intet tidspunkt haft en fremtrædende plads i den thailandske samfundsdebat. Demokratiets vilkår på de lavereliggende niveauer i det politisk-administrative system må derfor siges at være meget begrænset. Derfor er den almindelige thai-borgers interesse for og respekt for politikerne også ret beskeden. Uden for politikernes og journalisternes rækker er der stort set ingen åben politisk debat. En væsentlig del af forklaringen er, at partierne i det store og hele ikke repræsenterer de brede befolkningsgruppers interesser. Det store flertal af arbejdere og småbønder havde således ingen stemmer i parlamentet forud for kuppet i 1991. Selvom Thailand i dag har en demokratisk valgt regering bliver forsvaret for landbefolkningens interesser stadigvæk overladt til velmenende intellektuelle og journalister, som fra tid til anden beskæftiger sig med de underpriviligeredes forhold.

[/expand]

 

Miljø
Den hastige økonomiske udvikling i Thailand har haft store miljømæssige omkostninger. Mens de økonomiske vækstrater er steget, så er der blevet drevet rovdrift på naturens ressourcer. På den baggrund er der i Thailand som i resten af verden nu større opmærksomhed og debat omkring miljøspørgsmål. Siden 1950 er der sket mere end en halvering af Thailands skovarealer som følge af kommerciel skovhugst og omdannelse af skovarealer til landbrugsjord. Følgerne af mange års skovødelæggelser blev barsk virkelighed i Thailand i slutningen af 1988, da en naturkatastrofe i det sydlige Thailand kostede 350 mennesker livet. Hele landsbyer forsvandt p.g.a. oversvømmelser. Afskovningen var en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor oversvømmelserne fik så katastrofale konsekvenser.

[expand title=”Læs mere om Miljø“]

På grund af denne katastrofe indførte Thailand i 1989 et totalt forbud imod skovhugst. Målet er at genoprette 40% af landområdeme til skov. I realiteten betyder det, at Thailand skal genoprette 5 millioner hektarer. Men på trods af forbudet bliver der dog stadigvæk fældet træer, men nu illegalt, og i flere tilfælde har indflydelsesrige politikere været indblandet i skandaler i forbindelse med den illegale skovhugst. Selv inde i de fredede thailandske nationalparker finder skovfældning sted: I en park er 80% af skoven på illegal vis blevet til rejedamme. Andre steder såsom på “James Bond-øen Kho Phi Phi” er øen nærmest dækket af illegale ferielejligheder og hoteller, hvis affaldsproblemer er meget store.

Industriens voldsomme vækst har ligeledes haft negative følger for miljøet. I industriens barndom i ’60-eme var der omkring 500 fabrikker i Thailand, og ingen af dem var forurenende. I dag er der 100 gange så mange, hvoraf halvdelen regnes for at være forurenende. Chao Phya-floden, der gennemstrømmer det frugtbare Centralthailand ned til hovedstaden Bangkok og videre ud i Thailandbugten modtager hvert år 80.000 tons iltforbrugende stoffer. I Thailandbugtem udledes årligt urenset spildevand, der indeholder 14.000 tons urenset tungmetalslam.

Bangkokområdet slås med miljøproblemer, som kun lader til at blive værre. Luftforureningen er så alvorlig, at den for længst har overskredet de grænseværdier, som er acceptable i et i-land. Det er transportmidler såsom busser, privatbiler, og motorcykler, der er de store forurenere. Store mængder blyholdigt udstødningsgas sendes hver dag ud i luften fra omkring en million biler og et tilsvarende antal motorcykler. Undersøgelser af nyfødte børns blod viser, at blyindholdet er så stort, at man taler om en fare for deres fysiske og mentale udvikling. Man har i flere år jongleret med planer om at forbedre de trafikale problemer og de deraf følgende miljøproblemer i Bangkok, men foreløbigt er det kun blevet ved snakken.

[/expand]

Familiestruktur, og mand-kvinde relationer
Den thailandske familiestruktur er præget af en relativ lighed imellem mænd og kvinder, i hvert fald sammenlignet med f.eks. indiske og visse muslimske samfund. Kvinder i Thailand har traditionelt ejet meget af jorden, og har foretrukket at give den videre til deres døtre. Efter indgåelse af ægteskab er det ofte manden, som bosætter sig hos sin kones familie, hvorved kvinderne bevarer deres familiemæssige og sociale netværk. Skilsmisse er ligeledes relativt acceptabelt, omend det må tilføjes, at det er mere problematisk for en kvinde end en mand, idet en fraskilt kvinde f.eks. ikke kan bo alene, men er nødt til at flytte hjem til sin familie med børnene. Frygten for at blive forladt af sin mand er mange kvinders værste mareridt. De fleste kvinder opfatter mænd, som lette ofre for pludselige indskydelser; for at skulle vise sig som deres venners ven eller som damernes ven, samtidigt med at det er kvinden som må påtage sig det fulde ansvar, hvis riskrukken en dag er tom.

[expand title=”Læs mere om Familiestruktur, og mand-kvinde relationer“]

I Thailand har man et meget kendt traditionelt ordsprog, som definerer den overordnede sociale relation imellem mænd og kvinder: “Manden er elefantens forben, mens kvinden er dens bagben”, underforstået at det er kvindens rolle at hjælpe det store dyr med at bevæge sig, men ellers forventes at holde sig i baggrunden.

I modsætning til de fleste andre asiatiske lande har de thailandske kvinder imidlertid været meget økonomisk aktive i forsørgelsen af deres familier: De har været og er oftest stadigvæk den traditionelle administrator af familiens penge og økonomi. Selvom der er visse arbejdsområder som er kønsspecifikke indenfor f.eks. landbruget, såsom at mænd pløjer, mens kvinderne udplanter risen, så er det karakteristisk, at den kønslige arbejdsdeling generelt er relativt flydende. Samtidigt er det interessant, at de thailandske kvinders økonomiske aktiviteter ikke begrænser sig til den såkaldte uformelle sektor, men at det netop er karakteristisk, at kvinder har haft store økonomiske interesser i f.eks. elektricitetsværker, tinminer, transportfirmaer, byggefirmaer og restauranter. Kvinderne på landet i Thailand har endvidere spillet en afgørende rolle i allokeringen af penge indenfor familien, idet det har været den ældste produktive kvinde i det enkelte hushold, som i praksis har taget sig af familiens økonomiske dispositioner.

I 1978 viste en undersøgelse fra Nordthailand således, at 72% af kvinderne bidrog med en større økonomisk andel til forsørgelsen af familien end deres mænd. Et andet godt eksempel på de thailandske kvinders økonomiske magt er en undersøgelse fra 1965, som viste, at kvinder var ejere af hele 90% af ejendomsmarkedet i Bangkok. Selvom historien ikke savner fortilfælde, så bliver en kvindes demonstrative økonomiske magt absolut ikke anset for at være et ideal. En mand som ikke bliver respekteret af sin kone, kan heller ikke forvente respekt fra det omgivende samfund. Skønt mangen en kvinde er den indiskutable “ringmaster” i familien, så må hun udadtil spille rollen som den lydige, forsørgede kone: “En klog mand lader sin kone tage sig af familiens pengesager; en klog kvinde lader som om det er manden”.

I det politiske liv spiller thailandske kvinder derimod en meget beskeden rolle. Kvinderne fik stemmeret i 1932, da enevælden blev afskaffet. Kvinderne udgør ca. 45% af arbejdsstyrken, men kun omkring hver femte kvinde har en højere eller ledende stilling. Der er således et svælg imellem de thailandske kvinders grad af deltagelse på arbejdsmarkedet, og så deres deltagelse i beslutningstagende processer.
[/expand]

 

Burma invaderede Thailand i både det 16. og det 18. århundrede. I 1792 opstod det nuværende Chakri-dynasti og hovedstaden blev flyttet til Bangkok

I 1932 fandt et fredeligt kup sted, og landet blev et konstitutionelt monarki. Syv år senere skiftede landet navn til Thailand. I Anden Verdenskrig var Thailand på japanernes side og var siden hen domineret af militæret. Mere end 20 kup fandt sted i de efterfølgende årtier, indtil et demokratisk valg blev afholdt i 1979. I mange år var landet stabilt.

I 1991 var det igen militæret, der kom til magten ved et kup, men året efter demonstrerede befolkningen i blodige optøjer og en civil regering overtog igen magten.

Den økonomiske krise, der skyllede ind over Sydøstasien i slutningen af det 20. århundred, ramte Thailand hårdt, og landets fattige befolkning led hårdt. Ved årtusindskiftet var der dog ved at være styr på økonomien igen.

Ritualer og kropssprog
At forstå religionen er en nøgle til landets særegenhed. Daglige ritualer som at smykke altere tilegnet husånder eller at give offergaver og tænde røgelse i templerne spiller en stor rolle for de fleste thailændere. Selv turisthoteller og jernbanestationer har sine husånder og egne altere, som det er ulykkesbringende at forsømme. Munkeordenen er udbredt, og de fleste drenge fra finere familier tilbringer nogle måneder eller år i kloster som en slags religiøs ærnepligt. Også astrologi og meget, som vi betragter som ren overtro, styrer thailændernes hverdag. Man bør eksempelvis undgå at træde på tærsklen når man går ind i et hus (især i et tempel), da tærsklen er husåndens bolig. Kropsdele har meget forskellige værdier. Hovedet er det fineste og må derfor ikke berøres, man bør undgå at klappe selv små børn på hovedet. Lavest status har fødderne, vær derfor opmærksom på hvordan du holder dem og i hvilken retning. Man bør aldrig lægge fødderne op og rette fodsålerne mod en thailænder.

Endnu værre er det at rette dem mod et buddhabillede. Det, der som regel gør størst indtryk på en vesterlænding er den berømte thailandske venlighed. Her anses det for dybt uværdigt at hæve stemmen eller på anden måde at give udtryk for temperament. Så har man tabt ansigt og er ikke værd at behandle med respekt. I stedet er smilet den bedste vej til at få det man ønsker. Thailændere kan godt lide, hvis man hilser på deres eget sprog. Hvis du er kvinde siger du sawati kaa, mens mænd siger sawati krapp. Den, som har lyst, kan også benytte den traditionelle hilsengestus wai – let foroverbøjet hoved samtidig med, at man holder hænderne sammenpresset med fingrene opad – men det bør nævnes, at reglerne for hvor højt man skal holde hænderne i forskellige sammenhænge er så komplicerede, at det let kan blive misforstået. ”Tak” hedder kapp khun kaa/krapp, og en anden frase der kan benyttes er mai pen rai, som betyder noget i retning af ”ingen fare” eller ”det spiller ingen rolle”.

Landet Thailand bliver kaldt smiliets land på grund af deres enorme imødekommende og venlige væsen. Uanset hvor i Thailand man færdes, vil man opleve dette, som er helt unikt for Thailand. Der er 62 millioner registrerede indbyggere i Thailand, og befolkningsvæksten er ca. 0,95% pr. år. Med sine 517.000 km2 er Thailand ca. 12 gange størere end Danmark, og inbyggertallet pr. km2 er 126. Der er ikke mindre end 3219 km. kystlinie! Thailand har konstituelt monarki og ledes af Kong Bhumibol. Formen på Thailand ligner med lidt god vilje et elefanthoved. Landet er placeret midt mellem Kina og Indien, med grænsen i vest til Myanmar (Burma), Laos i nord, Cambodja i øst og Malaysia i syd. Her findes alt – fra bjerge, regnskove, paradis-ører, de smukkeste strande, krystalklart vand, naturparker, templer, golfbaner, storbyer samt meget meget mere.

Dyr
Da thailændere er Buddhister, og den Buddhistiske tro siger, at man kan blive genfødt som et dyr, kunne de ikke finde på at gøre et dyr fortræd eller slå det ihjel. Det betyder desværre også, at der overalt i Thailand findes et hav af vilde hunde, og mange af dem er halt eller syge og lever på gade og stræder. Disse hunde skal man ikke klappe eller age men blot lade dem være.

Økonomi og erhverv
Thailand kan brødføde sig selv og samtidig være verdens største eksportør af ris. Andre store eksportvarer er, gummi, tapioca, kokus og fisk/skaldyr, hvor også over halvdelen af thailands arbejdsstyrke er ansat. Hvis man kigger på en dåse tun i Danmark, vil den 9 ud af 10 gange være fra Thailand. De største indkomster skyldes dog fremdeles de godt 30% af arbejdsstyrken, som er ansat inden for industri og turisme. Thailands økonomi har siden 1999 været som en kat på spring til at følge de store tigerøkonomier i for eksempel Singapore og Taiwan. Man forventer, at økonomien vil vokse med 7 – 9% i 2007.

Skole/Internationale skoler
Alle thailandske børn har ret til 12 års skolegang, hvoraf de 9 er obligatoriske. Alligevel forekommer der en grad af analfabetisme (7 – 13%), da en del familier ikke har råd til den obligatoriske skoleunifom, skolebus og service udstyr, og som deraf ikke kan få deres børn i skole. Der findes mange rigtig gode Internationale skoler i Thailand, som underviser efter det engelske skolesystem.

Hilsen
Et håndtryk er høfligt, når man møder en mand for første gang. Når man møder en kvinde for første gang, anbefales det, at man nøjes med at smile. For en sikkerheds skyld kan man lade kvinden tage initiativet til håndtrykket. Til goddag og farvel kan man også bruge den traditionelle thailandske hilsen, der udføres ved at presse hænderne sammen som til en bøn, samtidig med at man holder arme og albuer tæt til kroppen, derefter bøjer man hovedet, så det rører fingerspidserne og siger ”sawatdi”. Hvis man skal hilse på en munk, må man ikke røre ham; en verbal hilsen er nok. Respekt overfor munke er vigtigt. Kvinder bør aldrig røre en munk, eller række ham noget direkte. Men der er ikke noget forgjort i, at prøve at komme i kontakt eller snakke med en munk, de er altid meget venlige. Et smil eller et nik er en tilstrækkelig hilsen til folk, du møder dagligt. Mundtlige hilsner, som for eksempel ”godmorgen” eller ”hej, hvordan går det” er overflødige og bruges ikke i Thailand.

Generelt
Man skal ikke blive fornærmet, hvis man bliver direkte adspurgt om sin alder. Thailændere spørger sådan for at finde ud af hvor meget respekt, de skal udvise. Under small talk, bør man undgå flyvske emner, som for eksempel kunst og musik, medmindre man ved, at den anden person har en viden inden for disse områder, da en thailænder ellers vil tabe ansigt, hvis han blotter et hul i sin viden, og det med at tabe ansigt bryder de sig ikke om. Emner, som man helst ikke skal omtale i negative vendinger er politik og i særdeleshed kongefamilien, da den nyder en enorm respekt blandt alle dele af den thailandske befolkning.

Folket I Thailand er du altid velkommen. Du mødes af smilende og hjælpsomme mennesker med en oprigtig og ærlig venlighed,  og ægte og hjertelige følelser. Her tager man sig af hinanden, tager hånd om de ældre og elsker alle børn. Man omgås og griner med hinanden og har en ægte livsglæde. En thailænder hidser sig meget sjældent op. De tager livet med letteste lethed og skaber ikke problemer, som ikke er der. Befolkningen består af 75% thaier, 14% kineser og 11% øvrige. Ca. 98% af befolkningen er buddhister. Mange betragter buddhismen mere som en livsfilosofi end en egentlig religion. Forventet levealder for kvinder er ca. 74 år og for mænd ca. 70 år. Det primære sprog er det thailandske, og det sekundære er engelsk

Transport
Der er langt større risiko for, at man som turist kommer ud for svindelnumre af forskellig art. Klassikeren over dem alle er tuk tuk chauffører, der prøver at samle folk op uden for Grand Palace (der ofte er det første, turister ser i landet) for så at tage dem på en vild shoppingtur til vanvittige overpriser. Husk: Grand Palace har åbent alle dage om året, og med mindre du er ekspert i ædelstene, er der næppe store penge at tjene ved købe dem i Thailand og sælge dem derhjemme.

Turister har masser af penge, og dem er der mange, der gerne vil have del i. Derfor betaler man som turist af og til overpris for forskellige ting. Et godt eksempel er transport:

I Bangkok får man altid den bedste pris i taxaer ved at køre med taxameter. Chaufførerne ved udmærket godt, hvad en tur fra A til B koster og ville aldrig foreslå en fast pris under taxameter-prisen. Prøver de at prutte om prisen, stå da fast og forlang taxameter. En udbredt illusion blandt især backpackere er, at tuk tukker er billigere end taxaere (på taxameter). Med mindre har været i landet i lang tid, taler lidt thai og kender priserne, vil tuk tukker næsten altid være et dyrt, mindre komfortabelt – men altid sjovt valg. Et eksempel er priserne fra Siam Square til Khao San. Forhandlingspriserne om aftenen for tuk tukker og taxaer ligger ofte på 200 baht. Med taxameter koster turen mellem 65 og 85.

Pas og visum
Dit pas skal på udrejsedagen, som i de fleste lande, være gyldigt i 6 måneder før det løber ud, og der skal være nogle sider tilbage i det. Der skal dog ikke være så meget plads som i mange andre lande, for det thailandske immigrationsstempel er lille, og efter min erfaring er de thailandske grænsemyndigheder meget søde til at få det til at fylde så lidt som muligt. (Det er meget rart, når man er på en længere rejse, hvor man skal til mange lande).

Visum er nemt. Du behøver det nemlig kun, hvis du skal være i Thailand mere end 30 dage. Du får 30 dage som dansker på grænsen, når du ankommer. Der er andre muligheder end dette, men selv om man skal være i landet i længere tid, er dette ofte, hvad de fleste vælger. Visumet er nemt og gratis at forny ved lige at smutte en tur til et af nabolandene og tilbage igen.

Thailandske mærkedage
Kinesisk nyår fejres i starten af februar  af mange thailændere, som har slægt i Kina samt blandt tilflyttede kinesere. Det er dog ingen officiel helligdag.

[expand title=”Læs mere om andre Thailandske mærkedage“]

Makha Bucha, februar eller marts afhængigt af fuldmånen. En stor buddhistisk højtid med blandt andet lysoptog ved templerne.

Chakri-dagen, 6. april Dagen, hvor den nuværende konge overtog tronen.

Thailandsk nytår, Songkran, 13.-15. april Det traditionelle thailandske nytår, som fejres i mere end tre dage. Traditionen er, at man kaster vand på hinanden, dels anses vandet for at ”rense” folk fra deres synder, og dels er det en velkommen afkøling i de varmeste måneder. Ingen – absolut ingen – går fri. Hvis du går ud på gaderne i disse dage, så er du sikker på at blive ramt med masser af vand. Tag det som en oplevelser og sørg for at kamera, penge og mobiltelefon enten ligger på hotellet eller i en plasticpose.

Loy Krathong, 8 november En fest, som hylder vandets gudinde. Man fletter kurve af bananblade og fylder dem med blomster og lys, siden sætter man dem ud i vandet, hvor de flyder af sted og oplyser natten mens lysene spejler sig i vandet. Det er utroligt smukt. Kurvene opfylder ønsker og befrier en fra de synder, man har begået i det forgangne år.

Parade for det thailandske flag
3. december En farvemættet ceremoni, som holdes på Royal Plaza i Bangkok for hæren, soldaterne og flaget.

Kongens fødselsdag
5. december En helligdag for at fejre den højtelskede, thailandske konge, Kong Rama IX´s fødselsdag. Thailænderne tænder lys i deres hjem og mange offentlige bygninger dekoreres.

Konstitutionsdagen
10. december, Offentlige helligdag, hvor banker og offentlige kontorer holder lukket.

Vesterlandsk nytårsaften
31. december Almindelig helligdag, hvor banker og offentlige kontorer holder lukket.
[/expand]

 

Thailandsk ord
Ja Chai

Nej Mai

Det gør ikke noget Mai pen rai

Til højre Leu kvaa

[expand title=”Læs mere om Thailandsk ord “]

Til venstre Lea sai

Lige ud Trong pai

Stop Jut jut

Mandag Wan tsan

Tirsdag Wan angaan

Onsdag Wan put

Torsdag Wan paruhat

Fredag Wan suk

Lørdag Wan sauu

Søndag Wan aatit

1 nung

2 song

3 saam

4 sii

5 haa

6 hok

7 tset

8 päät

9 kau

10 sip
[/expand]

 

Kriminalitet
Kriminaliteten, eller manglen på samme fristes man til at sige, oplever man meget sjældent, da kriminaliteten i Thailand er blandt de laveste i verden. Du ser ikke narkomaner eller kriminelle i bybilledet, og du kan færdes trygt overalt i Thailand. Antal forbrydelser pr. 100.000 indbyggere.:

 

 

Sverige
Røverier: 

76

Indbrud:

1914

Biltyveri: 

734

Gadeuorden/overfald:

1362

Thailand
Røverier: 

   4

Indbrud:

95

Biltyveri: 

6

Gadeuorden/overfald:

7

 

 

Kilde: Brottsförebyggande rådet, Sverige og det thailandske Politi

[/expand]